Danskere opsøger krisepsykologer i Nice efter angreb
Omkring 50 danskere har opsøgt akut hjælp fra krisepsykologer, efter at de oplevede angrebet i Nice.
Efter angrebet i Nice har indbyggere og turister lagt blomster for de dræbte. 84 er omkommet.
Efter angrebet i Nice har indbyggere og turister lagt blomster for de dræbte. 84 er omkommet. Foto: Laurent Cipriani/AP


Efter den voldsomme massakre torsdag aften, hvor en hvid lastbil pløjede igennem en menneskemængde, har Hotel Radission Blu i Nice lagt lokaler til et krisecenter for danskere.

Der er så vidt vides lørdag ingen danskere blandt de 84 dræbte og 202 kvæstede. Men siden det midlertidige krisecenter åbnede fredag morgen, har omtrent 50 danskere henvendt sig.

Mange danske turister på sommerferie i den franske badeby oplevede attentatet tæt på og er meget påvirkede, siger den danske direktør for SOS International, Karin Tranberg.

SOS International sender krisepsykologer ud til naturkatastrofer, terrorangreb og andre voldsomme ulykker.

- En del af de danskere, vi taler med, har en skyldfølelse, som de skal have bearbejdet, fortæller hun.

- Under angrebet flygtede de og sprang over folk, som var sårede, men som de ikke hjalp. Det kunne de selvfølgelig ikke, fordi de var nødt til selv at løbe væk, siger hun.

- Vi ser også en del med børn, som har skullet kravle over døde mennesker. De har været helt utroligt tæt på, og det er et helt under, at der ikke er meldinger om, at danskere er ramt.

Lørdag har SOS International sendt en ekstra krisepsykolog afsted. Det betyder, at der i Nice befinder sig to krisepsykologer med speciale i børn og en krisesygeplejerske, som samtidig står for at koordinere indsatsen.

- Behovet for hjælp topper i de første dage. På tredje- og fjerdedagen ebber det ud, fortæller Karin Tranberg.

- Vi skal udelukkende tage os af den akutte del. Den langvarige behandling skal foretages derhjemme, tilføjer hun.

Angrebet skete, da hundredvis af mennesker var samlet for at fejre Bastilledagen på strandpromenaden.

Ifølge den franske anklagemyndighed sad en 31-årig fransk-tunesisk mand bag rattet i den hvide lastbil, der bragede gennem menneskemængden.

Islamisk Stat (IS) har lørdag formiddag taget skylden for angrebet, skriver gruppens tilknyttede nyhedsbureau, Amaq, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.