Danskere får opereret chip ind i kroppen
De såkaldte NFC-chip kan blandt andet bruges til at låse døre op og skabe forbindelse til folks telefoner.
Med en chip i kroppen kan man blandt andet skabe forbindelse til sin smartphone. Arkivfoto
Med en chip i kroppen kan man blandt andet skabe forbindelse til sin smartphone. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


En chip er normalt noget, der sidder loddet fast i computere og smartphones.

Men flere danskere er begyndt at få opereret det lille stykke elektronik ind i kroppen - typisk i hånden - så de eksempelvis kan låse døre op og skabe kontakt til deres telefon, skriver Jyllands-Posten.

De såkaldte NFC-chip kan man blandt andet få sat ind under huden hos en piercer.

Tim Engel, der er amatørpiercer, fortæller til Jyllands-Posten, at han har hjulpet fem personer med at få en chip i hånden, og avisen har talt med flere piercere, der bliver spurgt, om de kan lave indgrebet.

- Det er typisk folk, der er meget eksperimenterende, der efterspørger et NFC-implantat. Jeg kender professionelle piercere, der er helt okay med at sætte implantaterne i, så længe de er trygge ved de hygiejniske betingelser, siger Tim Engel og vurderer, at mellem 20 og 50 danskere har en NFC-chip i kroppen.

Årsagen til, at det ofte er piercere, der sætter chippen ind, er, at der ikke er nogen klar lovgivning om, hvorvidt læger må operere NFC-implantater ind i kroppen på raske mennesker.

Preben Mejer, medstifter af Innovation Lab, der forsker i og rådgiver om den teknologiske udvikling, mener, at der er tale om en stigende tendens.

- Vi vil se meget mere til folk, der bruger teknologi i kroppen til at øge den menneskelige kapacitet. Følgerne vil være, at nogle mennesker på godt og ondt bliver i stand til at agere på en måde, som mennesker ikke har været i stand til tidligere. Det kan udvikle sig som skønhedsidealet i dag, hvor nogle bruger plastikkirurgi i bestræbelserne på at få den krop, de ønsker, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.