Danskere får franske stryg ved hold-VM i bordtennis
Danmark slutter på femtepladsen i gruppen efter klart nederlag til Frankrig ved hold-VM i bordtennis.
Jonathan Groth var ikke med, da Danmark tabte til Frankrig.
Jonathan Groth var ikke med, da Danmark tabte til Frankrig. Foto: Jens Dresling, Polfoto./Free


De danske bordtennisherrer kunne som ventet ikke matche det franske hold i det indbyrdes møde tidligt onsdag dansk tid ved hold-VM i Kuala Lumpur i Malaysia.

Frankrig, der er seedet som nummer ni i turneringen, slog Danmark, som er seedet 16, med 3-0 efter tre ensidige opgør.

De tre franske spillere rangerer alle lige omkring nummer 100 i verden, og Tobias Rasmussen (nummer 302), Claus Schou Nielsen (283) og Mikkel Hindersson (251) kunne ikke skabe spænding om resultatet.

Kun sidstnævnte formåede at komme på tavlen ved at vinde et enkelt sæt.

Danmarks bedste kort Jonathan Groth var altså ikke med i kampen. Han var også fraværende i tirsdagens kamp på grund af feber.

Kampen mod Frankrig var den sidste gruppekamp for Danmark, der slutter på gruppens femteplads.

Nu skal det danske hold spille om placeringerne fra 13 til 24.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.