Danskerne er for dårlige til at lægge penge til side til uforudsete udgifter som reparation af bilen, tandlægeregning eller et hustag, der skal skiftes.
Hver fjerde dansker har højst 1.000 kroner på opsparingskontoen, viser ny en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.
Og det er alt for lidt, advarer eksperter.
Meget sårbar
- Det er problematisk, og det er ærgerligt. Har man under 1.000 kroner stående, er man meget sårbar. Står man ovenikøbet med hus og børn, er man ekstremt sårbar, siger Mads Gudesen Plovdahl, ekstern lektor i finansiering på CBS, til Søndagsavisen.
Undersøgelsen fra YouGov viser, at seks ud af ti danskere har måttet finde penge til en større uforudset udgift inden for det seneste år.
Men de uforudsete udgifter kommer ofte som en overraskelse for de danskere, der ikke har sørget for at spare op, forklarer Ann-Lehmann Erichsen, privatøkonomisk rådgiver i Nordea.
En månedsløn på kontoen
- Vi lider lidt af optimisme, og vi regner ikke med, at der opstår en masse uforudsete udgifter. Men ting går altså galt, og det tager vi ikke alvorligt nok. Vi skal være meget bedre til at se realistisk på vores økonomi og forberede os på de her situationer. Det er vigtigt at have en økonomisk pude, man kan falde tilbage på, siger Ann Lehmann Erichsen til Søndagsavisen.
Hun råder til, at man mindst har en udbetalt månedsløn stående på en konto for at kunne dække uforudsete udgifter.
Mads Gudesen Plovdahl mener, at man som minimum skal have 5.000 kroner stående.
Ødelæggende karrusel
- Hvis man ikke opbygger en reserve, ender man let i en situation, hvor meget af ens månedlige rådighedsbeløb går til smålån hist og pist, som ofte kan være ekstremt dyre. Det er en ødelæggende karrusel, og hvis man ikke gør noget ved det, kan man let komme i økonomisk uføre, advarer han.
Ann Lehman Erichsen forklarer, at pludselige udgifter kan få os til at træffe dårlige og dyre beslutninger:
- Fornuftens stemme er ikke så høj, når vi kommer i de her situationer. Det skal bare gå hurtigt, og så ender det ofte med, at man køber på kredit. Man løser problemet nu og her, men det er ofte til en temmelig høj rente, og så har man skabt sig et nyt problem, fordi man ender med at betale overpris for varen, siger Ann Lehmann Erichsen til Søndagsavisen.