Fattigdomsydelserne til indvandrere er afløst af en ny type fattigdomsydelser til "gammel-danskere".
I hvert fald viser udviklingen i antallet af fattige borgere i Danmark, at mens der er blevet færre fattige med indvandrerbaggrund, er der blevet flere fattige med dansk og vestlig baggrund, skriver Fagbladet 3F.
I 2012 var der 200 færre indvandrere med en indkomst under fattigdomsgrænsen end i 2011. Til gengæld var der cirka 1.000 flere danskere blandt de fattige, heraf cirka 800 kontanthjælpsmodtagere.
Udviklingen skyldes først og fremmest, at regeringen efter sin tiltrædelse afskaffede starthjælpen og kontanthjælpsloftet, der især ramte borgere med ikke-vestlig baggrund. De flere fattige med dansk baggund skyldes krisen.
Tallene er fra før kontanthjælpsreformen, hvor blandt andet gensidig forsørgerpligt trådte i kraft, så hvordan det påvirker udviklingen og sammensætningen af fattige, er der ikke lavet beregninger på endnu.
Kilde: Fagbladet 3F.