
Del på Facebook
Danskerne har et klart ønske, når regeringen skal reformere den danske folkeskole: Giv vores unger mere dansk og matematik.
Sådan spurgte vi
Til efteråret skal politikere indgå en ny aftale omfolkeskolen, og udgangspunktet er, at skolerne skal styrkes. Hvad skal der være mere af i folkeskolen?
- Flere boglige fag som dansk og matematik - 55 procent
- Flere kreative fag som musik, idræt og sløjd - 26,4 procent
- Ved ikke - 18,6 procent
Målingen er foretaget på internettet blandt 506 repræsentativt udvalgte danskere.
Usikkerheden er plus/minus tre procent.
Kilde: Wilke
55 procent siger i en meningsmåling foretaget af Wilke for Avisen.dk, at de gerne ser flere boglige fag.
Blot hver fjerde kalder på flere kreative og fysiske fag som musik, idræt og sløjd.
Tre søjler
Socialdemokraternes børne- og undervisningsordfører, Troels Ravn, lover, at man vil lytte til danskerne.
"Fagene dansk og matematik vil være centrale i den kommende reform, fordi det er basisfag, som skolen hviler på," siger han.
Helle Thorning-Schmidt gjorde det i går i sin åbningstale klart, at folkeskolen skal have en saltvandsindsprøjtning i det kommende år.
Den kommende reform skal bygge på tre søjler. Eleverne skal:
- Gå mere i skole
- Bruge mere tid sammen med læreren
- Røre sig mere
Trivsel i skolen
Men reformen kommer også til at handle om, at eleverne får bedre trivsel og en "mere sammenhængende skoledag," påpeger Troels Ravn.
"Støj, uro og mobning er også et af temaerne i reformen. Vi skal have en skole dag, hvor der er tid til fordybelse. Men der skal også være plads til mere leg og bevægelse," siger han.
Benedikte Ask Skotte, der er formand for Skole og Forældre, vurderer, at når danskerne kalder på flere boglige fag, så mener de boglige fag på en moderne måde.
"En række tv-programmer har åbnet folks øjne for, at læring på nye måder er fremtiden. Man kan lære på tværs af fagene praktisk, musisk og i bevægelse," siger hun.
Frem mod forhandlingerne om reformen opfordrer hun i øvrigt politikerne til at give forældre en større rolle i skolen.
"Vi skal se forældre som en ressource," slår hun fast.
Læs også: Lærere: Bogglade danskere tager fejl
Læs også: Thorning: Børn skal have mere tid i skolen
Læs også: Her er Thornings bud på en helt ny skoledag
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.