En svineheldig lottospiller blev lørdag aften mangemillionær.
Hele 11.099.489 kroner vandt vedkommende, der endnu ikke har givet lyd fra sig.
Det fortæller Danske Spil.
- Vi har prøvet at ringe til vedkommende et par gange i dag, men det er endnu ikke lykkedes at komme igennem. Det er meget sandsynligt, at han eller hun ikke er klar over det endnu, fortæller Marie Westergaard, pressechef i Danske Spil til Avisen.dk.
Den heldige spillefugl bor i Brønshøj i København. Han havde syv vindertal på sin kupon, der blev indløst på internettet.
Ifølge Marie Westergaard kan der godt gå lidt tid, før rette vedkommende melder sig. Oftest tager det lidt tid, inden det går op for én, hvor heldig man har været.
- Når vi snakker med de nybagte lottomillionærer, bliver de enormt chokeret og jubler i telefonen. Nogle gange ringer de selv op igen for at sikre sig, at de ikke er blevet udsat for telefonfis,” siger Marie Westergaard.
Når den nye lottomillionær har meldt sig, vil vedkommende få tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil. Det får alle, der vinder mere end 1,5 millioner kroner.
Også i Nørresundby i Nordjylland blev der lørdag udtrukket en millionær. Her vandt vedkommende én million kroner på en kupon købt i Min Købmand ved Nørre Uttrup Torv i Nørresundby.