Dansker sprinter sig til VM-guld i orienteringsløb
Maja Alm har haft en helt forrygende weekend ved VM i Skotland, hvor hun søndag tog endnu en VM-titel.
Danske Maja Alm tog søndag sin anden VM-titel i denne weekend. (fotograf Kell Sønnichsen)
Danske Maja Alm tog søndag sin anden VM-titel i denne weekend. (fotograf Kell Sønnichsen) Foto: Orienterings-Forbund Dansk/POLFOTO


Danske Maja Alm tog søndag sin anden VM-titel i denne weekend.

Lørdag var den 27-årige dansker med til at vinde guld i holdkonkurrencen ved VM i Skotland, og dagen efter gik hun så hele vejen på egen hånd.

I den individuelle konkurrence over 3,8 kilometer med 21 poster var Maja Alm helt suveræn.

Alm vandt således VM-titlen med en afstand på nøjagtig 40 sekunder til den nærmeste konkurrent - Nadja Volynska fra Ukraine.

- Det er pissefedt og helt vanvittigt, siger Maja Alm i en pressemeddelelse fra Dansk Orienteringsforbund.

- Jeg føler, at jeg har løbet med masser af kontrol i dag. Jeg prøvede at presse hårdt og var lidt i tvivl om farten. Men jeg vidste jo, at den var god, så det var teknikken, der fik fokus.

- Det var et hårdt arbejde med mit hoved hele vejen, siger verdensmesteren.

To af de største VM-favoritter, den regerende verdensmester Judith Wyder fra Schweiz og sidste års sølvvinder Tove Alexandersson fra Sverige, var ramt af skader og stillede ikke til start.

Ud over Maja Alm deltog Cecilie Klysner. Det endte med en 13.-plads til den danske VM-debutant. I alt 42 løbere gennemførte søndagens finale.

Danmark var også repræsenteret i herrernes sprintfinale, hvor Søren Bobach var tættest på medaljer med en ottendeplads. Bobach var 12 sekunder efter den svenske vinder Jonas Leandersson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.