Dansker skal tegne Google-hovedkvarter
Bjarke Ingels Group har sammen med et engelsk firma vundet en kæmpeopgave for Google.
Bjarke Ingels har igen fået til opgave at udforme en bygning for Google. Denne gang skal den opføres i London, ikke i Californien.
Bjarke Ingels har igen fået til opgave at udforme en bygning for Google. Denne gang skal den opføres i London, ikke i Californien. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Det danske arkitektfirma Bjarke Ingels Group har fået en ny, stor international ordre - denne gang sammen med et britisk firma ved navn Heatherwick Studios.

Det drejer sig om en ti etager stor bygning indeholdende mere end 60.000 kvadratmeter, som skal opføres ved King's Cross i London.

Den skal være en del af Googles hovedkvarter i den engelske storby, som med tiden skal huse 7000 ansatte.

- I stedet for at klemme en universel stil ned over Googles bygninger i USA og Storbritannien, har vi forsøgt at skabe en interessanthed, som passer til størrelsen og lokalsamfundet ved King's Cross, hedder det i en fælles udtalelse fra Bjarke Ingels og Thomas Heatherwick.

Google er allerede rykket ind i en eksisterende bygning på King's Cross med plads til 2500 ansatte, og med tiden er det planen at opføre en helt tredje bygning her.

Bygningen, som Bjarke Ingels skal være med til at tegne, er den første bygning, som Google selv opfører uden for USA.

Bjarke Ingels og Thomas Heatherwick har tidligere arbejdet med at designe Googles hovedkvarter ved Mountainview i Californien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.