Dansker skal instruere filmdrama om Kursk-tragedie
Martin Zandvliet skal instruere sin første engelsksprogede film om et russisk ubådsdrama for 15 år siden.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, fik befolkningen imod sig, da han ved Kursk-ulykken i 2000 tog for let på tragedien, hvor over 100 sømænd mistede livet.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, fik befolkningen imod sig, da han ved Kursk-ulykken i 2000 tog for let på tragedien, hvor over 100 sømænd mistede livet. Foto: Arkiv./free


Den danske filminstruktør Martin Zandvliet, der blandt andet er kendt for filmene "Dirch" og "Applaus", er blevet hyret til at instruere en film om tragedien om bord på den russiske atomubåd "Kursk", som for 15 år siden sank i Barentshavet med 118 sømænd om bord.

Filmens manuskript er skrevet af Robert Rodat ud fra bogen "A Time to Die" om "Kursk"-tragedien.

Robert Rodat var i 1999 nomineret til en Oscar for bedste manuskript til "Saving Private Ryan".

Det er Martin Zandvliets første engelsksprogede film som instruktør, og han er hyret af filmselskabet EuroCorp, der er stiftet af den franske filminstruktør Luc Besson.

Det ægte drama om "Kursk" udspillede sig i 2000, da den russiske ubåd sank under en flådeøvelse efter en fejlslagen torpedoaffyring, der forårsagede en stor eksplosion.

23 sømænd, der overlevede eksplosionen, døde efterfølgende af iltmangel. Den russiske regering og præsident Vladimir Putin afviste international hjælp i fem dage, før britiske og norske eksperter fik lov at hjælpe med redningsaktionen.

Martin Zandvliets seneste film "Under sandet", der har premiere senere på året, er netop blevet udvalg til at blive vist på Toronto Film Festival næste måned.

Filmen er et dansk-tysk drama og handler om en gruppe tyske krigsfanger, der bliver sat til at fjerne deres egne landminer på den jyske vestkyst efter Anden Verdenskrig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.