Dansker skal blive i sydafrikansk fængsel
Dommer vil først 5. oktober afgøre, om dansk mand fængslet i Sydafrika kan komme fri mod kaution.
I Danmark har politiet også håndteret en sag mod den mand, der nu sidder fængslet i Sydafrika for at have haft kvindelige kønsdele i en fryser. I Danmark er han eftersøgt til afsoning af en dom på seks måneders fængsel for våben (arkivfoto)
I Danmark har politiet også håndteret en sag mod den mand, der nu sidder fængslet i Sydafrika for at have haft kvindelige kønsdele i en fryser. I Danmark er han eftersøgt til afsoning af en dom på seks måneders fængsel for våben (arkivfoto) Foto: Colourbox/COLOURBOX


En sydafrikansk domstol har mandag forlænget fængslingen af en dansk mand, der sigtes for at have opbevaret kvindelige kønsdele i en fryser.

Fængslingen udløber 5. oktober, skriver ekstrabladet.dk.

Først på det tidspunkt vil retten tage stilling til, om danskeren kan komme fri mod at stille kaution.

Sagen har vakt opsigt, fordi politiet har fundet kvindelige kønsdele i en fryser. Desuden sigtes manden for flere seksuelle overgreb på kvinder.

I en fryser i mandens hjem i Bloemfontein, der er Sydafrikas sjettestørste by, har politiet fundet 21 kønsdele.

Manden skal have forklaret, at det var hans hustru, der førte kniven.

Men en efterforsker ved politiet har sagt, at man er overbevist om, at man har fat i den rigtige person.

Blandt andet er politiet i besiddelse af en videooptagelse, hvor man kan se, at danskeren udfører et indgreb på en kvinde.

Han sigtes også for besiddelse af børneporno, vold og trusler, ligesom han beskyldes for flerkoneri.

I Danmark er manden tidligere idømt seks måneders fængsel i en sag om våben. Det er Nordsjællands Politi, der har håndteret denne sag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.