Dansker sejrer sikkert i German Open
Jan Ø. Jørgensen var et par klasser over sin modstander i finalen i badmintonturneringen German Open.
Jan Ø. Jørgensen vandt søndag over indoneseren Dionysius Hayon Rumbaka i badmintonturneringen German Open.
Jan Ø. Jørgensen vandt søndag over indoneseren Dionysius Hayon Rumbaka i badmintonturneringen German Open. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen havde relativt let spil, da han søndag vandt German Open i Mülheim an der Ruhr.

Danmarks bedste herresinglespiller skulle kun bruge to sæt på at besejre indoneseren Dionysius Hayon Rumbaka, som havde nået spillet fornemt i ugens løb og nåede finalen trods en status som useedet.

Sætcifrene blev så sikre som 21-12 og 21-13. Fra en snæver føring på 10-8 i andet sæt, tog danskeren seks point i træk og punkterede spændingen.

Dermed fik Jan Ø. Jørgensen en god optakt til All England-turneringen, som begynder i næste uge.

Seneste danske herresingle-vinder i German Open var Niels-Christian Kaldau i 2002.

Tidligere søndag vandt Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding den rent danske finale i mixeddouble over Christinna Pedersen og Joachim Fischer i to sæt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.