Dansker mister livet i drukneulykke i Letland
En 65-årig dansk mand faldt natten til mandag over bord fra sin yacht to kilometer fra den lettiske kyst.
Læger på kajen forsøgte genoplivning, men den 65-årige mands liv stod ikke til at redde. Arkivfoto.
Læger på kajen forsøgte genoplivning, men den 65-årige mands liv stod ikke til at redde. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.com/free


En drukneulykke i Østersøen ved Letland har natten til mandag kostet en 65-årig dansk mand livet.

Det bekræfter lettisk politi over for Ekstra Bladets netavis.

- Vi fik et alarmopkald lidt i midnat natten til mandag om, at en mand var faldet over bord fra sin yacht cirka to kilometer fra havnen i Salacgriva, siger Doms Sadovskis, der er talsmand ved det nationale politi til eb.dk.

Selv om redningsfolk var på stedet efter få minutter, og læger forsøgte at genoplive ham, stod hans liv ikke til at redde.

Doms Sadovskis fortæller til eb.dk, at der intet mistænkeligt er i dødsfaldet, der efterforskes som en ulykke.

Med på yachten var en 60-årig kvinde, der fik sår og skrammer, da hun forsøgte at redde manden.

- Hun er lige nu indlagt på hospitalet, hvor vi skal være sikre på, at hun er okay, siger Doms Sadovskis til eb.dk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.