Dansker løber marathon på supertid
Søndag leverede Sparta-løberen Lars Budolfsen den bedste danske maratontid i 19 år i Hamburg Marathon.
Lars Budolfsen løb 42 kilometer på 2 timer 15 minutter og 59 sekunder.
Lars Budolfsen løb 42 kilometer på 2 timer 15 minutter og 59 sekunder. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Det er sjældent danskerne, som stikker næsen langt frem, når det handler om maratonløb, men ikke desto mindre leverede Sparta-løberen Lars Budolfsen en fantastisk præstation i søndagens Hamburg Marathon.

Budolfsen tilbagelagde de godt 42 kilometer i tiden 2 timer 15 minutter og 59 sekunder, og det er den hurtigste tid af en dansker i hele 19 år.

Det gav ham en flot placering som nummer 18 i løbet med otte minutter op til den kenyanske vinder Lucas Rotich, som vandt i tiden 2.07,17.

- Jeg gik efter en tid på under 2.16,00, og set i det lys kan jeg kun være tilfreds med indsatsen i dag, fortæller Lars Budolfsen til hjemmesiden dansk-atletik.dk efter løbet.

Den flotte tid er den 13. hurtigste maratontid af en dansker nogensinde, men det vides endnu ikke, om den rækker til OL-deltagelse.

Søndag blev der også løbet maraton i England, da det traditionsrige London Marathon tiltrak store dele af verdenseliten.

Her blev det et løb præget af tung kenyansk dominans hos herrerne. Eliud Kipchoge vandt løbet med landsmænd på de næste tre pladser også.

Hos kvinderne gik sejren i London til etiopiske Tigist Tufa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.