Dansker i spidsen for EU-kulegravning af Panama-skandalen
Jeppe Kofod skal sammen med tjekkisk EU-parlamentariker lede kulegravningen af skandalen om Panama-papirerne.
Der skal simpelthen placeres et ansvar i den her skandale, siger Jeppe Kofod, der skal stå i spidsen for Europaparlamentets kulegravning af Panama-papirerne.
Der skal simpelthen placeres et ansvar i den her skandale, siger Jeppe Kofod, der skal stå i spidsen for Europaparlamentets kulegravning af Panama-papirerne. Foto: Rye Skjoldjensen Anders/Polfoto


Den danske EU-politiker Jeppe Kofod (S) skal stå i spidsen for Europaparlamentets kulegravning af den skattesnyd og hvidvask af penge, som de såkaldte Panama-papirer har afsløret.

Sammen med den liberale tjekke Petr Jezek er Kofod fredag udnævnt til ordfører for det nye udvalg, som Europaparlamentet har nedsat for at komme til bunds i skandalen om sorte penge fra hele verden.

- Der skal simpelthen placeres et ansvar i den her skandale, siger Jeppe Kofod, der er gruppeformand for parlamentets danske socialdemokrater.

Jeppe Kofod siger, at det blandt andet skal undersøges, om europæiske banker bevidst har overtrådt lovgivningen.

Udvalget, der har et år til sit arbejde, skal også afdække, om EU-lande har modarbejdet hinanden i skandalen, og om EU-Kommissionen har levet op til sit ansvar som vagthund.

- Når vi er færdige med arbejdet, foreslår vi ny lovgivning, der skaber den nødvendige gennemsigtighed og hårde sanktioner mod dem, der begår svindel og skatteunddragelse, siger Jeppe Kofod.

Han har tidligere sagt, at han vil indkalde og afhøre myndighederne i Panama og andre lande samt det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, hvorfra de 11,5 millioner dokumenter, der fik skandalen til at rulle, er lækket.

Også Nordea, der har åbnet mange selskaber i Panama til sine kunder, kan forvente at blive indkaldt til afhøring i EU-Parlamentets undersøgelsesudvalg.

Jeppe Kofod var også medlem af parlamentets særlige skatteudvalg, der blev nedsat for at rydde op efter Luxleaks-skandalen om EU-landes hemmelige aftaler om lav beskatning af nogle af verdens største virksomheder.

Europaparlamentet vurderer, at skatteunddragelse hvert år koster EU-landene mellem 50 og 70 milliarder euro. Det svarer til mellem 375 og 525 milliarder kroner om året.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.