Dansker i front af golfturnering
Thorbjørn Olesen er stadig brandvarm i European Tour-turneringen i Perth. Han fører efter anden runde.
Thorbjørn Olesen er stadig brandvarm i European Tour-turneringen i Perth. Han fører efter anden runde.
Thorbjørn Olesen er stadig brandvarm i European Tour-turneringen i Perth. Han fører efter anden runde. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen har ramt en god uge i European Tour-turneringen ISPS Handa Perth International i Australien.

Danskeren gik fredag anden runde i 69 slag, og fulgte dermed fint op på sin rekordrunde i 64 slag torsdag.

Selv om han ikke var fredagens bedste spiller, holder han fortsat fast i turneringens førsteplads.

- Det er altid hårdt at komme tilbage efter en god runde. At lave en ny god runde er altid svært, siger Thorbjørn Olesen ifølge European Tours hjemmeside.

Ikke desto mindre var den 24-årige dansker stadig særdeles godt tilfreds med sin præstation.

- Jeg følte det som om, at jeg spillede solidt, og gav mig selv en masse muligheder for birdie, særligt på de første ni huller. Men banen var lidt sværere i dag, siger han, og fortsætter.

- Jeg er glad for måden, jeg spillede på. Jeg ramte greenen mange gange, og det er det vigtige her, siger han.

Inden alle spillere er tilbage i klubhuset, er Thorbjørn Olesen alene på førstepladsen med en score på 11 slag under par. Sydkoreaneren Sihwan Kim er nummer to, et enkelt slag efter.

Mere interessant er det måske, at briten James Morrison rykkede op på tredjepladsen med en runde i ny banerekord. Morrison gik anden runde i 63 slag, og er kun to slag efter danskeren.

På et tidspunkt, hvor alle endnu ikke er tilbage i klubhuset, er Joachim B. Hansen delt nummer 12, fem slag under par. Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard ser også ud til at klare cuttet, men ingen af de to er færdige endnu.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.