Dansker fører seksdagesløb inden sidste dag
Jesper Mørkøv fører seksdagesløbet i Bremen inden finalen tirsdag aften. Alex Rasmussen er favorit til sejren.
Alex Rasmussen ses her med sin tidligere makker Michael Mørkøv. Rasmussen er favorit sammen med Marcel Kalz.
Alex Rasmussen ses her med sin tidligere makker Michael Mørkøv. Rasmussen er favorit sammen med Marcel Kalz. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


De danske cykelryttere fortsætter med at dominere seksdagesløbet i Bremen.

Jesper Mørkøv, som er lillebror til Tinkoff-Saxo-rytteren Michael Mørkøv, fører seksdagesløbet sammen med sin franske makker Morgan Kneisky. Parret har fem point mere end duoen med Leif Lampater og Win Stroetinga.

Alex Rasmussen og hans makker Marcel Kalz er på tredjepladsen, men har tabt en omgang i forhold til de to forreste par. Den omgang vil det dansk-tyske par sikre sig tidligt på finaleaftenen, når parret vinder tre point.

De har nemlig feltets højeste pointtal, 297, og det er en del af seksdagesreglerne, at parrene får en bonusomgang, hver gang de runder 100 point.

Den omgang vil bringe Rasmussen og Kalz i spidsen for seksdagesløbet.

Marc Hester, som også har blandet sig i topstriden med sin makker Christian Grasmann, måtte til gengæld neutraliseres på grund af sygdom mandag aften. Det skriver arrangørerne på sin hjemmeside.

Marc Hester fik problemer med astma, og parret tabte to omgange i en relativt ufarlig jagt. Dermed er Hester uden chance for podiepladserne i Bremen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.