Dansker-duo videre efter drama i Kina
Den danske mixeddouble var i store problemer, men kom alligevel videre til anden runde ved China Open.
Joachim Fischer og Christinna Pedersens kampe er sjældent kedelige. Arkivfoto.
Joachim Fischer og Christinna Pedersens kampe er sjældent kedelige. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Joachim Fischer og Christinna Pedersen forstår at give publikum noget for pengene, når de stiller op på badmintonbanen.

VM-bronzevinderne i mixeddouble er eksperter i at spille spændende kampe, og onsdagens første runde ved China Open i Fuzhou var ingen undtagelse.

Efter en kamp, der indeholdt et afsindigt spændende andet sæt, kunne danskerne trække sig tilbage som sejrherrer med cifrene 17-21, 28-26, 21-16 i kampen mod sydkoreanerne Baek Choel Shin og Ye Na Chang.

Som cifrene antyder, foregik dramaet ikke mindst i andet sæt, hvor danskerne flere gange var på vej ud af den kinesiske Super Series Premier-turnering.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen afværgede fem matchbolde, før de sikrede sætsejren på deres tredje sætbold.

I tredje sæt kom danskerne bagud 5-8, før de fik kontrol og sikrede sejren på deres anden matchbold.

De tredjeseedede danskere skal i anden runde møde et kinesisk par.

For Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding sluttede turneringen til gengæld allerede i første runde. Danskerne tabte 15-21, 20-22 til et useedet kinesisk par.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.