Dansker bliver sportsdirektør for Astana-holdet
Lars Michaelsen skal i den kommende sæson være sportsdirektør for Astana med danskere ryttere på holdet.
Lars Michaelsen bliver sportsdirektør for Astana i næste sæson. (Arkivfoto).
Lars Michaelsen bliver sportsdirektør for Astana i næste sæson. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Scanpix


Cykelholdet Astana får endnu et dansk islæt til den kommende sæson.

Her skal danske Lars Michaelsen således være sportsdirektør for holdet, der til 2017-sæsonen blandt andre har danskerne Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Jesper Hansen og Matti Breschel tilknyttet.

Det oplyser Astana i en pressemeddelelse.

- Det er en interessant udfordring at komme til Astana. Jeg håber at kunne bidrage med min erfaring, og jeg er taknemmelig for, at ledelsen har ment, at min profil passer til Astana.

- Jeg ser frem til at arbejde med en international gruppe af mennesker, siger Lars Michaelsen i pressemeddelelsen.

Holdet ledes af den tidligere rytter Alexandr Vinokurov, og han mener, at Lars Michaelsen passer godt ind på holdet som sportsdirektør.

- Lars Michael har stor erfaring med cykelsporten. Vi ledte efter en ny sportsdirektør til forårsklassikerne, og vi er glade for, at han er kommet til holdet.

- Det bliver godt at tilføje Lars til gruppen af danske ryttere, som vi har kontrakt med næste år, siger Vinokurov blandt andet i meddelelsen.

Den 47-årige tidligere danske cykelrytter blev professionel i 1994, og han sluttede den aktive karriere i 2007.

Han har arbejdet som sportsdirektør i cykelsporten i otte år, og har senest været sportsdirektør hos Tinkoff-holdet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.