Dansker bliver femmer ved VM for U23-ryttere
Danskeren Alexander Kamp endte som en flot nummer fem ved U23-rytternes VM på landevej i USA.
Søren Kragh Andersen forsøgte sig fredag, men han blev hentet.
Søren Kragh Andersen forsøgte sig fredag, men han blev hentet. Foto: SH/AP


Det blev en hård afslutning på U23-rytternes VM på landevej, og den sidste meget stejle bakke var for vanskelig en udfordring for de talentfulde danskere.

Bedst var Alexander Kamp, som endte som nummer fem i Richmond i USA. Han vandt en spurt om den sekundære placering foran flere andre ryttere.

Selv om det ikke endte med dansk medalje fredag aften, så klingede VM-guldmedaljevinderens efternavn af noget dansk.

Franske Kevin Ledanois vandt VM-guldet foran italienske Simone Consonni og franske Anthony Turgis. Alexander Kamp var fem sekunder efter vinderen.

Michael Carbel, som skulle have hjulpet Alexander Kamp i slutspurten, styrtede med lidt over fire kilometer til mål.

Det var med til at spolere Alexander Kamps muligheder, og endnu et styrt på de glatte veje og brosten forstyrrede også danskerens tempo blot få hundrede meter senere.

Inden den dramatiske afslutning havde Søren Kragh Andersen forsøgt sig med et flot og flere kilometer langt soloudbrud på en af brostensstigningerne, men han blev hentet af favoritterne, og herefter stak de franske og italienske ryttere af sted.

Tidligere har Mads Würtz Schmidt vundet VM-guld i U23-rytternes enkeltstart, men mere metal var der ikke hos den gyldne danske årgang i denne omgang.

På søndag køres herrernes VM-linjeløb, hvor danskerne satser på Matti Breschel som et medaljebud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.