Dansker blev nummer 28 i triatlon: Havde drømt om mere
Efter en stærk cykeltur røg danske Andreas Schilling lidt tilbage og sluttede som nummer 28.
Andreas Schilling blev nummer 28 i triatlon ved OL i Rio. Arkivfoto
Andreas Schilling blev nummer 28 i triatlon ved OL i Rio. Arkivfoto Foto: Team Danmark/Free


Den danske triatlet Andreas Schilling blev nummer 28 i triatlonkonkurrencen ved OL i Rio.

På den indledende svømmetur i vandet ved den berømte strand Ipanema fandt Andreas Schilling aldrig rytmen.

Danskeren røg ind i lidt tumult rundt omkring bøjerne og kom derfor til at ligge et stykke tilbage i feltet.

Andreas Schilling kørte efterfølgende fremragende på cykel, som er den del af triatlon, han er bedst til, og hvor han kunne indhente noget af det tabte.

Planen var at komme op til frontgruppen, og han nåede også godt frem i feltet, men ikke helt op til den førergruppe på ti mand, som endte med at fordele medaljerne mellem sig.

Han kunne ikke følge den gode præstation op på det afsluttende løb, hvor han gled ned som nummer 28.

- Det var super hårdt, og jeg gav alt, hvad jeg havde. Det var ikke lige den dag, jeg havde drømt om, men der var bare ikke mere i mig. Jeg forsøgte rigtigt meget på cyklen, og det var lidt et sats.

- Jeg kom for at se, om det ikke kunne lykkes at få en god placering. Det lykkedes så ikke helt. Men jeg kørte med det, der var, og det er jeg egentlig stolt af, siger Andreas Schilling.

Vinder blev briten Alistair Brownlee, som vandt i tiden 1 time, 45 minutter og 1 sekund. Hans bror Jonathan Brownlee blev nummer to, mens sydafrikaneren Henri Schoeman blev treer.

Alistair Brownlee forsvarede dermed det OL-guld, han også vandt på hjemmebane ved OL i London i 2012, og Andreas Schilling er fuld af beundring for de britiske brødre, der fulgtes ad på næsten hele ruten.

- De er fuldstændig fantastiske, og de har revolutioneret sporten. De er de bedste triatleter nogensinde, og de har løftet niveauet skyhøjt.

- Det er fedt, at de er her og udvikler sporten. Alle vi andre må bare prøve at løfte vores niveau for overhovedet at have en chance for at være med i ræset, siger Andreas Schilling.

Andreas Schilling var 3.55 minutter efter den britiske vinder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.