Dansker anholdt i Thailand: Forsøgte at smugle heroin
En dansker forsøgte at smugle stor mængde heroin hjem til København ved at skjule narkoen under sit tøj.
En dansk mand er anholdt i Thailand, fordi han angiveligt forsøgte at smugle heroin ud af landet.
En dansk mand er anholdt i Thailand, fordi han angiveligt forsøgte at smugle heroin ud af landet. Foto: Iris/arkiv


En 46-årig dansk mand er blevet anholdt i Phuket International Airport. Han forsøgte angiveligt at smugle 1,6 kilo heroin skjult under sit tøj til Danmark fra Thailand.

Det skriver mediet Phuket Gazette.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for Ritzau, at en dansk statsborger er tilbageholdt i Thailand.

Borgerservice oplyser derudover, at den danske ambassade i Bangkok yder sædvanlig konsulær bistand. Men Udenrigsministeriet kan derudover ikke komme med yderligere oplysninger, da ministeriet har tavshedspligt i personsager.

Den 46-årige dansker var ifølge Phuket Gazette på vej til København, men så langt kom han aldrig.

- X (danskerens navn, red.), 46, blev stoppet og gennemsøgt ved sikkerhedskontrollen på vej til immigrationsskranken, forklarer Patee Chotchuang, lufthavnens vicedirektør, til Phuket Gazette.

- Under hans blå bluse, der var bundet rundt om hans talje, fandt vi 1,6 kilo heroin, siger han.

Danskeren blev derefter eskorteret til politistationen Tah Chat Chai. Her blev han sigtet for at besidde stoffer med intentionen om at sælge dem.

Den 46-årige mand har ifølge mediet tilstået, at stofferne tilhørte ham. Nu bliver sagen undersøgt nærmere i håb om at afsløre et eventuelt narkonetværk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.