Dansker afløser dansker i rumænsk storklub
Den danske håndboldtræner Jakob Vestergaard skal være cheftræner i den rumænske storklub CSM Bukarest.
Den danske håndboldtræner Jakob Vestergaard har fundet sig et nyt job i Rumænien.
Den danske håndboldtræner Jakob Vestergaard har fundet sig et nyt job i Rumænien. Foto: Jens Wolf/AP


Danske Jakob Vestergaard er ansat som ny cheftræner for rumænske CSM Bukarest. Det bekræfter håndboldklubben på sin hjemmeside.

Dermed afløser en dansk træner en anden, da Kim Rasmussen indtil maj har været træner for de rumænske kvinder, som blandt andet vandt Champions League. Kim Rasmussen er siden blevet landstræner for Ungarn frem til 2020.

41-årige Jakob Vestergaard, der senest har været landstræner for Tysklands håndboldkvinder, har fået en toårig kontrakt hos CSM Bukarest.

- Jeg underskrev med CSM Bukarest, fordi jeg tror på dette projekt, og det er en udfordring for mig at træne et mesterhold i Europa.

- Det er en fornøjelse at arbejde med de bedste internationale aktører, og jeg er overbevist om, at vi sammen vil gøre et godt stykke arbejde, siger Jakob Vestergaard til klubbens hjemmeside.

Tidligere i karrieren har Jakob Vestergaard vundet Champions League med Viborg HK i 2009 og 2010, og han er nået frem til semifinalen i Champions League med Oltchim Valcea i 2013.

Jakob Vestergaard har tidligere været tilknyttet CSM Bukarest i sæsonen 2014-2015.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.