16. til 18. september skal det danske herrelandshold i volleyball på vigtige opgaver på hjemmebane, når Sverige, Portugal og Finland lægger vejen forbi Sønderborg til tre kampe i EM-kvalifikationen.
Der skal sejre ind på kontoen, hvis drømmen om EM skal kunne realiseres.
Derfor skal holdet stå skarpt fra start, og det skal to testkampe i weekenden ude mod Letland hjælpe med at sikre.
- Det er afgørende, at vi får spillet nogle gode kampe mod en modstander, som kan presse os mest muligt. Det er nu, at vi skal helt op i det gear, som EM-kvalifikationen kræver, siger landstræner Mikael Trolle i en pressemeddelelse fra Volleyball Danmark.
Kampene skal også gerne bruges til at tanke selvtillid.
- Letland er en god modstander, og vi spillede tre rigtig tætte kampe mod dem sidste år. Vi ligger lidt over dem på CEV's europarangliste, og det skal vi bevise er berettiget i weekenden, siger Mikael Trolle.
Danmark er i testkampene uden sin største profil, anfører og hæver Axel Jacobsen, der har kampe for sin argentinske klub, Bolivar, på programmet.
Han er dog tilbage på landsholdet til EM-kvalifikationskampene.
/ritzau/