Danske VM-sølvindere skuffer stort og rykker ned
Danmark tabte sidste kamp ved EM til Schweiz, slutter sidst i grundspillet og rykker ned i B-divisionen.


Forhåbningerne var store til de danske curlingherrer inden EM i curling i Skotland, men onsdag endte det hele i en slem nedtur.

I den sidste kamp ved EM tabte de danske herrer med 3-4 til Schweiz efter en turnering, hvor danskerne indledte med at besejre Skotland.

Herefter gik det galt, og holdet vadede i nederlag i gruppespillet. Ud over endnu en sejr, da Danmark slog Finland, så tabte danskerne syv kampe ved EM.

Nederlaget til Schweiz betød, at Danmark sluttede på sidstepladsen, og dermed står det klart, at Danmark rykker ned i B-divisionen.

Både hos kvinder og mænd bliver EM afviklet i to niveauer: En A-division med ti hold og en B-division med de øvrige tilmeldte hold.

Det danske herrelandshold bestod ved EM i Skotland af skipper Rasmus Stjerne samt Johnny Frederiksen, Mikkel Poulsen, Oliver Dupont og Troels Harry.

Det danske hold var oprykker til det aktuelle A-EM i Skotland, men vandt tidligere i år VM-sølv, og derfor var forventningerne før EM i Skotland også til mere end en nedrykning.

- De er godt kørende, men det er der også mange andre hold, der er. Ligesom ved VM er det et tæt felt, og der er vel en fem-syv hold, der kandiderer til semifinalerne, og derfra kan alt jo ske, lød det fra sportschef Ulrik Schmidt inden EM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.