Danske Terma lander milliardaftale om kampfly
Aftalen har værdi af 1,6 milliarder kroner og betyder, at virksomheden fortsat skal levere dele til kampfly
Lockheed Martin Aeronautics Building i byen Dallas. På billedet ses F-35.
Lockheed Martin Aeronautics Building i byen Dallas. På billedet ses F-35. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


Østjyske Terma indgår onsdag en milliardaftale med BAE Systems, som betyder, at virksomheden de næste 23 år skal levere dele til haleror til F-35 kampflyene, der er med i opløbet om at blive Danmarks næste kampfly.

Aftalen har en værdi af 1,6 milliarder kroner, oplyser virksomheden med hovedsæde i Lystrup i en pressemeddelelse.

- Denne aftale demonstrerer den tillid, vi har udviklet med BAE Systems.

- Det er et stærkt bevis på Termas nutidige og fremtidige position på F-35-programmet og viser, hvordan samarbejdet kan gavne Terma, dansk industri og F-35-programmet, siger Jens Maaløe, administrerende direktør i Terma.

Terma og BAE Systems har samarbejdet om F-35-flyene siden 2006.

Den nye aftale er en forlængelse af det nuværende samarbejde mellem de to virksomheder med den betingelse, at Terma fortsat er i stand til at leve op til kvalitet og levering.

Dele af aftalen er afhængig af, om Danmark vælger at købe F-35 flyet, når det om kort tid skal besluttes, hvilket fly der skal erstatte forsvarets aldrende F-16 jagerfly.

De tre kandidatfly er det fælleseuropæiske Eurofighter, og de to amerikanske fly F-18 Super Hornet og F-35 (Joint Strike Fighter).

Processen er blevet forsinket flere gange, og seneste melding fra forsvarsministeren er, at beslutningen bliver taget "i løbet af efteråret".

Den samlede ordre for Danmarks nye kampfly ventes at være omkring 30 milliarder kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.