Danske teleselskaber tager EU-undersøgelse med sindsro
EU-Kommissionen har tirsdag formelt indledt en undersøgelse af dansk telefusion.
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, ser på den mulige fusion i Danmark mellem Telenor og TeliaSonera. (Arkivfoto)
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, ser på den mulige fusion i Danmark mellem Telenor og TeliaSonera. (Arkivfoto) Foto: ØRNES SØNDERGAARD LINE/POLFOTO


Den mulige fusion i Danmark mellem Telenor og TeliaSonera bliver fortsat drøftet med EU-Kommissionen.

Tirsdag har de to teleselskaber modtaget et såkaldt statement of objections, der er den formelle start på undersøgelsen, oplyser Telenor i en pressemeddelelse.

Tilbage i april meddelte EU-Kommissionen, at man agtede at se den danske telefusion yderligere efter i sømmene. Begrundelsen var bekymring for, hvorvidt en fusion vil svække konkurrencen på det danske telemarked.

Allerede dengang følte Telenor og TeliaSonera sig trygge ved, at fusionen bliver godkendt i løbet af andet halvår 2015, og det gør de stadig efter at have modtaget det såkaldte statement of objections.

- Et statement of objections er almindeligt i forbindelse med en fusion af denne her type. I modsætning til bekymringerne i statement of objections, tror vi fuldt og fast på, at fusionen i sidste ende vil være til gavn for konkurrencen og de danske forbrugere, skriver Telenor.

EU's konkurrencemyndigheder, der har danske Margrethe Vestager i spidsen som konkurrencekommissær, havde oprindeligt deadline 8. april, til at træffe en beslutning om, hvorvidt man kunne godkende fusionen.

I april valgte man imidlertid at udskyde den endelige beslutning med 90 arbejdsdage, således at den først ventes i starten af september.

Margrethe Vestager udtrykte tidligere på året bekymring over, hvorvidt fusionen ville være god set fra et forbrugersynspunkt, og det er blandt andet det, der bliver kigget på i øjeblikket.

Kommissionstalsmand Ricardo Cardoso har hidtil afvist at kommentere oplysninger om EU-Kommissionens undersøgelse af den danske telefusion.

TeliaSonera og Telenor skriver, at selskaberne vil fortsætte en konstruktiv dialog med EU-Kommissionen, så det sikres, at alle bekymringer bliver adresseret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.