Siden Ebbe Sand stoppede karrieren i Schalke 04 i 2006, har det været småt med dansk succes i tysk fodbold.
Oftere har det været tilfældet, at et ophold i tysk fodbold har taget luften ud af en ellers lovende karriere for danske talenter, men det billede kan ændre sig nu.
Hele tre spillere fra U21-landsholdet er skiftet til Bundesligaen denne sommer, mens Mads Hvilsom er skiftet fra Hobro til 2. Bundesligaen. Dermed er otte danske spillere på kontrakt i Bundesligaen og tre på kontrakt i rækken under.
Den tyske interesse i danske fodboldtalenter skyldes, at vi har en yderst talentfuld årgang. Det mener landsholdets assistenttræner, Peter Bonde.
- Når man har et talentfuldt ungdomslandshold, bliver der øget opmærksomhed, så agenterne har haft dem på blokken længe, siger Bonde.
I sommerens løb er Frederik Sørensen skiftet til FC Köln, Uffe Bech er taget til Hannover 96 og Andreas Christensen er blevet udlejet til Gladbach fra Chelsea, mens Hvilsom har tilsluttet sig Emil Berggreen i Braunschweig.
Derudover render Yussuf Poulsen rundt i Leipzig, Jannik Vestergaard spiller fast i Werder Bremen, mens Pierre-Emile Højbjerg kæmper for spilletid i Bayern München.
Alle, på nær Hvilsom, var med på det U21-landshold, som nåede semifinalen ved sommerens U21-EM. Der venter dog de nytilkomne en massiv kulturforandring, advarer Peter Bonde.
- Konkurrencen er hårdere og presset er større. Du bliver udfordret på alle niveauer, så det handler meget om at have den rette mentale styrke for at kunne stå imod.
- Det fodboldmæssige har gutterne på plads, men vi har desværre oplevet de senere år, at flere danske spillere er vendt hjem igen, siger Bonde.
Henrik Hvillum kommenterer Bundesligaen på Eurosport, og han er enig i den betragtning, og han advarer især mod den tyske træningskultur.
- De skal lære træningskulturen at kende, for ellers kommer man ikke på holdet i Tyskland, siger han.
Uffe Bech har som den eneste af de unge danskere taget springet direkte fra Superligaen til den øverste hylde i Tyskland, og det kan blive et problem ifølge eksperten.
- Uffe Bech kan få problemer i Hannover. Det er et hårdt miljø at komme til for en spiller, der kommer direkte fra Superligaen, men de har spejdet ham grundigt, så man må formode, de ved, hvad de gør, når de køber ham, vurderer Hvillum.
Ud over de unge spillere fra U21-landsholdet spiller Leon Andreasen, Niki Zimling og Nicklas Bendtner også i Bundesligaen.
/ritzau/