Danske Spotify-brugere lytter mest til Justin Bieber
Popprinsen Justin Bieber er den kunster, som er blevet afspillet oftest fra danskernes Spotify-konti.
Med hits som "Sorry" og "Love Yourself" har Justin Bieber været danskernes foretrukne kunstner på Spotify.
Med hits som "Sorry" og "Love Yourself" har Justin Bieber været danskernes foretrukne kunstner på Spotify. Foto: Mario Anzuoni/Reuters


De danskere, som i år har hørt musik på streamingtjenesten Spotify, har lyttet allermest til den canadiske popprins Justin Bieber.

Det viser Spotifys opgørelse over de mest spillede artister, sange og album i 2016.

Den unge stjerne besøgte Danmark i oktober, og det er i denne uge blevet annonceret, at han kommer igen til juni næste år for at give koncert på Jydsk Væddeløbsbane.

Mens Bieber-hits som "Sorry" og "Love Yourself" er kommet ud af danske høretelefoner og højttalere, er det Drake, som topper den internationale liste.

Det er andet år i træk, at canadiske Drake er den mest spillede artist i verden med over 4,7 milliarder streaminger i 2016. I 2015 var antallet af afspilninger 1,8 milliarder. Han fordobler altså sin rekord.

Den danske hitmager Lukas Graham placerer sig på en 42.-plads over de mest spillede artister på verdensplan.

Den allermest spillede sang på verdensplan er Drakes "One Dance". Sidste år var det Major Lazer og MØ som havde det mest streamede nummer på Spotify. Det havde de med nummeret "Lean On".

Opgørelsen rummer udelukkende de sange, som er blevet afspillet på Spotify, og tager altså ikke højde for afspilninger fra eksempelvis tjenesterne Wimp, Tidal eller Apple Music.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.