Danske spillefugle scorede gevinster på brexit
Danske Spil skal udbetale gevinster for over en halv million kroner efter spil på den britiske EU-afstemning.


De danske spillefugle havde ifølge Danske Spil luret, at briterne torsdag ville stemme sig ud af EU.

En opgørelse fredag viser, at 60 procent af omsætningen i spil på EU-afstemningen i Storbritannien blev sat på, at briterne ville stemme sig ud. Det betyder, at Danske Spil skal udbetale gevinster på over en halv million kroner i alt.

Oddsene på, at briterne ville blive i EU, var ellers relativt lave. Hvis man spillede på, at briterne ville blive i EU, umiddelbart før stemmestederne lukkede, fik man kun pengene 1,1 gang igen.

Det svarer til en sandsynlighed på 85 procent, for at briterne ville blive i EU.

- Vi må konstatere, at hovedparten af vores spillere fik ret i det britiske nej til EU, og dermed bliver belønnet med et samlet overskud på den gode side af en halv million kroner, siger Niels Folmann, direktør for Danske Licens Spil.

I forbindelse med den britiske EU-afstemning har Danske Spil noteret sig, at danskerne i stor grad viser interesse for at spille på politiske begivenheder, forklarer Niels Folmann.

- Oddset-spillerne har vist stor interesse for det britiske valg om fortsat EU-tilknytning igennem en lang periode. Det bekræfter, at vores kunder er glade for spil på politiske begivenheder, hvilket vi også så for ét år siden under det danske folketingsvalg, siger han.

- Det britiske EU-valg har fyldt en stor del af det politiske danske mediebillede på det seneste. Derfor er det glædeligt, at Oddset-spillerne har været yderst interesserede i at spille på begivenheden, specielt i denne EM-tid, hvor fodbold fylder meget i spillernes bevidsthed.

En opgørelse fra hjemmesiden Predictwise.com viser, at både danske og internationale bookmakere op til afstemningen i høj grad var overbevist om, at resultatet ville blive, at Storbritannien blev i EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.