Danske soldaters data er i fare
Danmark har givet den irakiske stat cpr-numre og adresser på danske soldater, der har været i Irak.
400 danske soldaters følsommme oplysninger afhænger nu af de irakiske myndigheders sikkerhed, skriver Politiken.
400 danske soldaters følsommme oplysninger afhænger nu af de irakiske myndigheders sikkerhed, skriver Politiken. Foto: Colourbox(arkivfoto)/Free


Cpr-numre, billeder, adresser og biometriske data om fingeraftryk fra de omkring 400 danske soldater, der indtil nu har været i Irak som led i den danske deltagelse i krigen mod IS, kan være endt i de forkerte hænder.

Det skriver Politiken lørdag.

Danmark har nemlig udleveret de personfølsomme oplysninger til de irakiske myndigheder. Først da Folketinget i april besluttede at sende 60 soldater fra jægerkorpset og frømandskorpset til Irak, blev der grebet ind over for den praksis.

Det blev ændret, fordi Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderede, at der var risiko for, at de følsomme oplysninger kom i forkerte hænder. FE vil ikke kommentere sagen.

Flere højtstående kilder bekræfter overfor Politiken, at bekymringerne drejer sig om et utroværdigt irakiske statsapparat, og at FE ikke kan leve med risikoen for, at oplysningerne fra visum-ansøgere kan ende i Rusland og Iran eller hos Islamisk Stat.

Derfor kan både jægerkorpsets folk og det næste hold almindelige soldater, der skal til Irak, få visum med et såkaldt tjenestepas, der indeholder væsentlig færre oplysninger og ingen fingeraftryk. FE har - uden begejstring - accepteret løsningen, skriver Politiken.

Forsvarets ledelse og Udenrigsministeriet vil ikke stille op til interview med Politiken. De henviser til soldaternes sikkerhed og Danmarks forhold til fremmede magter og "samarbejdspartnere".

Forsvarsminister Peter Christensen (V) skriver i en mail til Politiken.:

- Vores soldater udsendes under de samme vilkår, som er gældende for en række andre koalitionslande.

Jesper Hansen fra den største faglige organisation, CS, er overrasket og bekymret.

- Det vigtigste er sikkerheden for soldaterne og deres pårørende. Lige så snart der er billeder og andre oplysninger ude, så tager det få minutter på nettet at finde frem til adresser, pårørende og alt muligt, siger han til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.