Regeringen vil sende et mindre bidrag til Mali, end FN-missionen havde anmodet om. Der bliver tale om et antal stabsofficerer, et fly og 30 specialtrænede soldater.
Det oplyser udenrigsminister Kristian Jensen (V) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor regeringen har orienteret Folketinget om sine planer.
Den danske FN-generalmajor Michael Lollesgaard kom i august med en anmodning om 250 soldater til en kampklar mobil forsyningsenhed - en såkaldt "Combat Convoy Battalion".
Kristian Jensen begrunder beslutningen med, at Danmark skal have fleksibilitet til at deltage i andre operationer.
- Vi ønsker ikke at lægge alle æg i en kurv, siger han.
- Det er ikke FN, der afgør, hvad Danmark skal bidrage med, lyder det fra udenrigsministeren.
- Vi har valgt at komme med det her transportfly og vores specialstyrker, supplerer forsvarsminister Peter Christensen (V).
Kristian Jensen forklarer, at FN-missionen i Mali blandt andet skal være med til at dæmme op for islamisters fremmarch.
- Vi kan se, at der allerede er islamistiske grupper til stede i Mali. Så hvis vi ikke sikrer, at der er internationale soldater i Mali, risikerer vi et nyt Isil, siger udenrigsministeren.
Isil er en anden betegnelse for den ekstremistiske gruppe Islamist Stat.
- Vi har et ønske om at understøtte FN's vigtige arbejde. Mali er kun en grænse væk fra Europa, påpeger udenrigsministeren.
- Hvis vi skal imødegå et yderligere pres mod Europas grænser, skal vi også være med til at sikre fred og stabilitet i Mali.
Mali grænser op til Algeriet, der har kystlinje til Middelhavet.
- Det er i Danmarks interesse. Vi har ingen interesse i, at Isil får et andet sted, de kan udvikle sig.
/ritzau/