Danske soldater skal holde Putin fra Baltikum
150 danske soldater skal udstationeres i Estland som værn mod Putin, erfarer Politiken.
Ruslands præsident Putin er farlig for de baltiske lande. Derfor skal danske soldater nu udstationeres i Estland.
Ruslands præsident Putin er farlig for de baltiske lande. Derfor skal danske soldater nu udstationeres i Estland. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


Danske soldater skal være med til at sikre, at den russiske præsident Putin holder sig væk fra Baltikum.

Danmark er parat til at sende 150 soldater til Estland som del af en britisk bataljon. Bidraget vil være en del af Natos udstationering af op mod 6000 soldater nær Rusland. Det skriver Politiken torsdag.

Soldaterne plus en række støttefunktioner skal ifølge Forsvarets planer allerede næste år udstationeres.

Sammen med britiske soldater skal de være med til at afskrække Putin og Rusland fra at fortsætte den aggressive sikkerhedspolitik, som har ført til annekteringen af halvøen Krim og krigen i det østlige Ukraine.

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er ikke blevet orienteret om beslutningen, der skal træffes før Natos topmøde i den polske hovedstad, Warszawa, i starten af juli.

En række centrale kilder i Forsvaret bekræfter dog over for Politiken, at der arbejdes med detaljerne i udsendelsen. Der vil ifølge oplysningerne blive tale om udstationering i Estland, der har en lang grænse til Rusland.

Torsdag mødes Natos udenrigsministre i Bruxelles. Her er afskrækkelsen af Rusland på dagsordenen.

På et pressemøde onsdag bekræfter Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at beslutningen om antallet af soldater er en central del af forberedelserne til topmødet.

- Det er rigtigt, at der er optioner på bordet, som vores militære rådgivere har lagt frem. Jeg kan bekræfte, at vi diskuterer muligheden for en model med en bataljon i hvert af et antal østlige lande, siger Stoltenberg.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) understreger i en mail til Politiken, at sikkerheden for Danmarks østlige allierede er vigtig.

- Jeg forudser derfor også, at Danmark bidrager solidarisk til Natos initiativ om fremskudt tilstedeværelse i et af de baltiske lande. Hvad Danmark skal bidrage med, er endnu ikke afklaret, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.