Danske sejlere henter EM-medalje i ny OL-klasse
Efter et halvt års samarbejde vandt Allan Nørregaard og Anette Viborg EM-bronze i OL-bådklassen Nacra 17.


De danske sejlere Allan Nørregaard og Anette Viborg vandt lørdag i Barcelona EM-bronze i OL-bådklassen Nacra 17.

Den danske sejlduo har blot arbejdet sammen i et halvt år, så det er lidt overraskende, at de allerede nu har hentet en medalje.

- Vi er utrolig stolte over, hvor langt vi er nået på kort tid.

- Vi har kun sejlet sammen siden marts i år, så det er et resultat, der lover godt for vores videre OL-forberedelser, siger Allan Nørregaard i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Nørregaard, der ved OL i London for tre år siden vandt bronze sammen med makkeren Peter Lang, fortæller, at vinden under EM-stævnet i Barcelona har passet de to danskere særdeles godt.

- Endelig fik vi igen et stævne, hvor der også var let luft.

- Det har vi ventet på efter flere stævner, hvor vi nærmest kun har sejlet i hårdt vejr. Vi er bedst, når vi både har den lette og den lidt hårdere vind, og det fik vi her, fortæller han.

Det er første gang, at en dansk båd vinder en medalje i Nacra-klassen, der ved OL i Rio de Janeiro næste år er ny på det olympiske program som mixklasse - altså med både en mand og en kvinde i båden.

Den danske duo sluttede på tredjepladsen i lørdagens Medal Race, som blev vundet af landsmændene Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck. Cenholt og Lübeck sluttede samlet EM på en syvendeplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.