Massakren i Paris
Danske politikere: Det er afskyeligt og ufatteligt
Flere danske politikere fordømmer i skarpe vendinger massakren mod det franske ugeblad Charlie Hebdo, som har kostet mindst 11 personer livet.
Massakren på det franske ugeblad Charlie Hebdo fordømmes af danske politikere.
Massakren på det franske ugeblad Charlie Hebdo fordømmes af danske politikere. Scanpix, Jacky Naegelen


- Jeg vil gerne udtrykke min sorg, forfærdelse og vrede over hændelserne i Paris. Og jeg fordømmer de gerningsmænd, som står bag det brutale og hensynsløse angreb.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt efter onsdagens massakre mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo.

Massakren har indtil videre kostet mindst 11 mennesker livet, og flere andre danske politikere har da også været ude og fordømme drabene i skarpe vendinger.

LÆS OGSÅ: Journalistformand: Angreb trækker tråde til Muhammed-krise

- Det er ikke til at fatte, at nogle kan finde på at henrette andre mennesker på den måde - og så oven i købet bare på grund af nogle tegninger. Vi bliver alle sammen forfærdede over, at der findes mennesker, som er så syge i hovedet, at de kan finde på at gå ind på EN redaktion og henrette mennesker på den måde, siger politisk ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen til avisen.dk.

Også Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, var hurtigt ude og kommentere den tragiske massakre:

- Det fylder mig med afsky og forfærdelse. Det er et angreb på selve fundamentet under vores frie samfund, ytringsfriheden. Mine første tanker går til de dræbte og deres pårørende, skriver Lars Løkke Rasmussen ifølge Ritzau.

På Twitter skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr:

- Ytringsfriheden skal altid beskyttes. Skyderiet i Paris er en krænkelse af det. Alvorligt og forfærdeligt.

LÆS OGSÅ: Dansker i Paris: Folk er i chok

Hos Dansk Folkeparti giver næstformand Søren Espersen ikke meget for de mange fordømmelser:

- Det her vil medføre de sædvanlige fordømmelser fra politikerne, lidt hændervriden og nogle bortforklaringer. Men i bund og grund vil der ikke blive ændret noget i Danmark, siger han til avisen.dk og tilføjer:

- Vi synes, der skal ske noget dramatisk nu. Vi bliver nødt til at tage et opgør med ekstremisterne i Danmark. Justitsministeren bør lukke Grimhøj Moskeen i Aarhus nu. Hun har mulighed for at bruge lovgivningen om at lukke foreninger, der opgejler til og virker ved vold. Men det ender jo nok ligesom med Hizb ut-Tahrir - at der ikke sker noget som helst fra regeringens side.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.