Danske pensionskasser forgylder amerikanske chefer
Stik imod egne politikker er danske pensionskasser med til at betale amerikanske topchefers lønninger
Danske pensionskasser bidrager til skyhøje lønninger blandt amerikanske topchefer.
Danske pensionskasser bidrager til skyhøje lønninger blandt amerikanske topchefer. Foto: Colourbox/free


13 milliarder kroner. Så meget har ni danske pensionskasser tilsammen investeret i 25 amerikanske selskaber, der har ét til fælles: De betaler deres topchefer langt mere, end de er værd. Det skriver Ugebrevet A4.

Det er blandt andet selskaber som PFA og Unipension, der investerer milliarder i amerikanske firmaer.

De danske pensionsmilliarder går til selskaber som Walt Disney Company, Oracle Corporation og Exxon, som ifølge en analyse fra den amerikanske organisation As You Sow giver deres topchefer alt for meget i løn i forhold til det afkast, de leverer.

Pensionskasserne har ellers nedskrevne principper om, at cheflønnen skal rettes ind efter firmaernes resultater.

Unipension henviser for eksempel til internationale principper, hvor der står, at "cheflønninger bør tilskynde til værdiskabelse i virksomheder og effektivt bringe ledernes interesser på linje med aktionærernes".

Den type principper skal sikre, at ledelsen får et klart incitament til at yde sit bedste.

Lønpakkerne til topledelsen sættes til afstemning hvert år på de fleste af selskabernes generalforsamlinger. Også danske pensionskasser kan få adgang til at stemme på
generalforsamlingerne via en agent, der repræsenterer pensionskassernes interesser.

Det har PFA, men alligevel stemmer selskabet ikke imod skæve cheflønninger på generalforsamlingerne. I en mail til Ugebrevet A4 siger koncerndirektør Anders Damgaard:

- Vi har i udgangspunktet en forventning om, at ledelsen i et selskab agerer i aktionærernes og selskabets interesse.

- Men hvis der opstår tvivl om det, eller der er forhold, der indikerer det modsatte, er det oftest noget, vi tager i direkte dialog med ledelsen.

Det har ikke været muligt for Ugebrevet A4 at få en mundtlig udtalelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.