Danske orienteringsløbere ser fremad efter lurersag
Orienteringsløberne forsøger at fokusere på det sportslige og ikke på den lurersag, som har ramt sporten.
Orienteringsløberen Maja Alm har fortalt, at hun følte sig svigtet, efter at det kom frem, at en leder havde filmet atleterne uden deres viden.
Orienteringsløberen Maja Alm har fortalt, at hun følte sig svigtet, efter at det kom frem, at en leder havde filmet atleterne uden deres viden. Foto: Svold Mathias/Polfoto


Der venter et VM i august for de danske orienteringsløbere, så fokus er rettet mod det sportslige og ikke på den lurersag, som ramte landsholdet under EM i maj.

Ved EM kom det frem, at en landsholdsleder var smidt hjem, fordi han havde filmet løberne med et skjult kamera, når de gik i seng og i bad.

Torsdag oplyste politiet, at man efterforsker sagen, og Dansk Orienterings-Forbunds direktør, Michael Sørensen, fortæller, at landsholdsløberne er kommet videre.

- Efter at være kommet hjem fra EM ser holdet fremad og har fokus på et af årets store mål, som er verdensmesterskaberne i august, lyder det fra Michael Sørensen.

I stedet for at dvæle for meget ved den kedelige lurersag er koncentrationen rettet mod VM.

- Vi føler, at udøverne er videre og har VM som fokus. Vi er godt klar over, at hvis politiet går i gang med en grundig sagsbehandling på det her, så tager det jo typisk måneder.

- Og det er ikke fordi, det er noget, vi sidder og venter på. Vi fokuserer på det sportslige, siger Michael Sørensen.

Han har ikke den store lyst til at snakke om selve politisagen.

- Sagen er overgivet til politiet. Det blev den med det samme den weekend i maj. Og så har vi i øvrigt ikke nogle kommentarer, for så er det politiet, som kører en efterforskning.

- Det er politiets opgave at efterforske. Det er ikke vores opgave at efterforske noget som helst. Det er politiet, der tager sig af det, og så må vi agere ud fra det, siger Michael Sørensen.

Indtil nu er der ikke kommet noget nyt frem om, hvor lang tid de skjulte optagelser af løberne har stået på.

- Det vil kun være en gisning, hvis vi begyndte at sige noget om det. Men det kan være noget af det, politiet graver i.

- Det er klart, at der er nogle, som vil være interesserede i det spørgsmål. Men lige nu og her er det ikke en sag, som ligger hos os, understreger Michael Sørensen.

Under EM var de danske løbere meget påvirkede af det hele, og Maja Alm skrev blandt andet på Facebook, at hun følte sig svigtet.

- Det er en meget logisk reaktion. Jeg synes, det var meget fint, det hun skrev. Det har jeg fuld forståelse for.

- Det var noget, der tyngede atleterne, lige da det skete. Og vi meldte også ud, at det påvirkede holdet, der løb den sidste konkurrence ved EM i slutningen af maj, lyder det fra Michael Sørensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.