Danske OL-kvinder er langt fra sejren ved British Open
Nicole Broch Larsen sluttede som bedste dansker ved majorturneringen British Open.
Nicole Broch Larsen sluttede som bedste dansker ved British Open.
Nicole Broch Larsen sluttede som bedste dansker ved British Open. Foto: Eric Risberg/AP


De bedste danske golfspillere var langt fra sejren, da fjerde og sidste runde ved majorturneringen British Open blev spillet søndag.

De to danske deltagere ved det kommende OL i Rio, Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen, sluttede begge langt efter vinderen, Ariya Jutanugarn fra Thailand, der med samlet 272 slag var tre slag bedre end de nærmeste forfølgere.

Nicole Broch Larsen gik sidste runde i 73 slag, et slag over banens par, og hun endte dermed på en delt 17.-plads i 283 slag.

Nanna Koerstz Madsen sluttede på en delt 37.-plads i 286 slag, efter at hun brugte 74 slag på sidste runde.

Emily Kristine Pedersen var som delt nummer 40 lige efter i 287 slag. Hun brugte også 74 slag på søndagens runde.

OL i Rio bliver officielt åbnet 5. august. Kvindernes golfturnering ved OL bliver afviklet fra 17.-20. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.