Danske officerer flygter fra forsvaret
Officerer vender ryggen til det danske forsvar. Og det er et aktivt fravalg - ikke fordi de civile job lokker.
Officerer i det danske forsvar vælger aktivt forsvaret fra, viser undersøgelse.
Officerer i det danske forsvar vælger aktivt forsvaret fra, viser undersøgelse. Foto: Colourbox/free


Officerer i det danske forsvar har mistet tilliden til ledelsen, de efterlyser ærlighed og anerkendelse og har behov for en bedre balance mellem familie og karriere.

Derfor er antallet af officerer, der har forladt forsvaret eller søgt orlov uden løn det seneste år steget til 118 personer. Det er 50 procent flere end forudset af forsvaret selv, skriver Berlingske.

I to undersøgelser foretaget af officerernes fagforening HOD står det samtidig klart, at officererne aktivt vælger forsvaret som arbejdsplads fra.

Hver tredje af de officerer, der har forladt forsvaret, oplyser således, at de ikke har forladt forsvaret til fordel for et civilt job, men at årsagen til deres afgang først og fremmest er et fravalg af forsvaret.

- Dette resultat ligger meget godt i tråd med tidligere afgangsundersøgelser, der viste, at officererne ikke nødvendigvis tilvalgte noget nyt, men fravalgte forsvaret som arbejdsplads, skriver HOD i en kommentar til Berlingske.

Et stort antal fratrådte officerer peger på, at der er mistillid til ledelsen. "Jeg stoler ikke længere på min arbejdsgiver" er det udsagn, der scorer højest blandt 20 forskellige svarmuligheder.

Halvdelen siger, at de ikke føler sig tilstrækkeligt inddraget i deres karriereudvikling, mens hver femte giver lønnen skylden for at forlade forsvaret.

I civile job kan officererne samtidig undgå den "geografiske usikkerhed" og være sammen med familien.

Forsvarsforliget i 2012 ændrede uddannelser i forsvaret og skar både i tillæg og ansættelsesvilkår. Og det kan muligvis være en del af forklaringen, erkender Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, der var med til at indgå forliget.

- Jeg er bekymret for, om man tager det tilstrækkeligt alvorligt, hvad der sker i officerskorpset. Man skal ikke være bleg for at se på, om der er noget i det meget store forlig, vi indgik, som har fået større konsekvenser end forudset, siger han til Berlingske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.