Danske Naturister: Vi vil gå nøgne rundt i parker
Danske naturister vil gerne gå nøgne rundt flere steder, og arbejder derfor på at ændre folkestemningen, så det bliver mere acceptabelt.
Nøgenhed er skønt, synes naturister. De vil derfor gerne lufte kroppe flere offentlige steder.
Nøgenhed er skønt, synes naturister. De vil derfor gerne lufte kroppe flere offentlige steder. Foto: Lars Helsinghoff Bæk, Scanpix/arkiv


Foreningen Danske Naturister vil ikke kun gå nøgne rundt på stranden eller på særlige campingpladser. De vil også gerne have lov til at smide tøjet i parkerne i byerne eller i skoven.

De arbejder derfor målrettet på at ændre folkestemningen, så det at gå nøgen rundt i det fri bliver mere acceptabelt.

- På stranden er der plads nok til, at folk kan klæde sig som de vil. Så er det da også relevant at se på, om der ikke er andre steder, hvor der er plads til det, siger Kim Bindesbøll Andersen, formand for Danske Naturister i Nordjylland til DR Nordjylland.

Danske Naturister forsøger at ændre folks holdning til det at være nøgen. Det sker blandt andet ved forskellige arrangementer.

- Vi holder for eksempel en picnic i en park. Der kan folk ved selvsyn se, hvor ufarligt det er, at der sidder nogen i et afsides hjørne af parken uden tøj på, siger Kim Bindesbøll Andersen til DR Nordjylland.

Formanden mener ikke, at der er noget kontroversielt i at gå nøgen rundt i for eksempel en park.

- Det er der nogle, som synes, men vi vil gerne ved eksemplets magt vise, at det er det altså ikke, siger han til DR Nordjylland.

Formanden mener, at der allerede er megen nøgenhed i det offentlige rum blandt andet i medierne og på nettet.

- Vi lever allerede i en kultur, hvor der kan køre nøgne bryster rundt på siden af bussen, og den nøgne krop er ret udbredt i medierne. Så at man kan blive stødt over, at nogle sidder nøgne i hjørne af en park, synes jeg, er et udtryk for en kropsforstrækkelse, siger Kim Bindesbøll Andersen til DR Nordjylland.

Formelt set er det ikke ulovligt, at smide tøjet i det fri. For at det skal være ulovligt, skal man støde andre med sin nøgenhed. Samtidig skal politiet vurdere, at opførslen er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.