Flere steder i landet samles interesserede i amerikansk politik for at følge afgørelsen af præsidentvalget i næste uge.
I Politikens Hus i København meldes for længst udsolgt, her har 600 købt billet til arrangementet i Pressen, der vil vare hele natten og ende onsdag morgen med morgenmad og et endeligt valgresultat.
- Hvis det var muligt, så havde vi solgt mange flere billetter. Interessen for amerikansk politik er støt stigende, siger international redaktionschef Michael Jarlner.
- Vi forsøger at gøre det til en valgfest med taler, underholdning og direkte omstillinger til vores folk i USA. Vi har på Politiken holdt flere arrangementer i løbet af året om USA, og der er stort set udsolgt hver gang, siger han.
Også politiske partier indkalder til amerikansk valgfest.
Socialdemokratiet holder et større arrangement på spillestedet Vega på Vesterbro i København, hvor udenrigsminister Kristian Jensen (V) og partiets formand, Mette Frederiksen, vil være blandt talerne i løbet af aftenen.
- Vi forventer op mod 800 gæster til vores arrangement, der er åbent for alle interesserede. Selv om Socialdemokratiet står bag, så håber vi, at alle, der ser Hillary Clinton som vinder af valget, har lyst til at kigge forbi, siger Simon Redder Thomsen, international sekretær i Socialdemokratiet.
Også flere af de politiske ungdomspartier har tænkt sig at holde sig vågne natten igennem. Det gælder blandt andet Venstres Ungdom i København, der regner med, at 25 unge vil holde valgfesten natten igennem.
Også Radikal Ungdom i Odense holder valgfest i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg.
/ritzau/