Danske musikere: Her kulminerede karrieren
Stjernestunderne strømmer frem hos Danmarks populære popkunstnere, men særligt ét øjeblik overstråler de andre med et ekstra glimt.
Stine Bramsen har altid drømt om at udgive sin egen plade - nu er drømmen gået i opfyldelse.
Stine Bramsen har altid drømt om at udgive sin egen plade - nu er drømmen gået i opfyldelse. Foto: FLINDT MOGENS/


Der har været masser af store musikalske momenter hos Danmarks største musikere, men nogle af de magiske minder har været så definerende for resten af karrieren, at de overstråler alle de andre.

Quadron har allerede slået igennem på de danske pladeafspillere, men nu også internationalt, og særligt er gennembruddet til det store udland blandt succesduoens største stjernestunder:

- Det største øjeblik, tror jeg, var, da jeg skrev under på min første pladekontrakt i L.A. sammen med Robin (Hannibal, red.) og drak champagne. Det var et fedt øjeblik der, hvor man satte sin underskrift, røber duoens ene halvdel, Coco O., over for Ritzau Fokus.

Mens Quadron allerede har hittet de seneste år, suser to danske grupper i øjeblikket med kometfart mod stjernerne, og den rejse mejsler sig fast blandt deres bedste momenter.

- Det øjeblik, der står allerklarest, er, da vi spillede med Julias Moon i Tivoli, De måtte lukke dørene, fordi der var så mange mennesker. Der var et eller andet, der bare gik op i en højere enhed, fortæller Scarlett Pleasure, der deler samme øjeblik med netop Julias Moon.

- Det kulminerede den aften, og der var så mange mennesker. Karrieremæssigt var sidste år ret stort, for det var der, det hele pludselig stak af, røber Julias Moon.

Den populære popprinsesse Stine Bramsen var i mange år kendt som Alphabeats kvindelige forsanger, men senest har hun hittet alene, og solospringet står blandt sangerindens største musikalske momenter.

- Det er det, jeg har drømt om, siden jeg var 11 år, understreger hun, mens Clara Sofie fortæller:

- Det største øjeblik i min karriere var første gang, det gik op for mig, at jeg havde et kæmpestort hit, siger sangerinden og fortsætter:

- Jeg kommer ind på et spillested i Vejle - af alle steder - og folk skriger mit navn og synger med på alle sangene. Jeg kunne næsten ikke holde tonen, fordi jeg var ved at bryde sammen i gråd - det var bare så rørende.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.