Danske kiosker får 500 udgaver af Hebdo
Seneste udgave af det franske satiremagasin kommer til Danmark i næste uge, oplyser Bladkompagniet.
Attentatet i København bliver behandlet med en artikel og en satiretegning.
Attentatet i København bliver behandlet med en artikel og en satiretegning. Foto: Hussein Malla/AP


Den danske interesse for det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev markant øget, efter at bladredaktionen blev angrebet kort efter nytår, og 10 ansatte blev dræbt.

Men det andet nummer af magasinet siden terrorangrebet i Paris ser ud til at vække langt mindre interesse herhjemme, siger Christian Lanng Nielsen, direktør i Bladkompagniet.

Han oplyser, at mens der blev solgt 6000 eksemplarer af udgaven i januar, er der i Danmark bestilt 500 eksemplarer af næste nummer.

- Det er planen, at det udkommer ugentligt, ligesom det har gjort i en årrække, men der har altså været et hul i nogle uger, hvor bladet ikke er udkommet, siger Christian Lanng Nielsen.

Den seneste udgave af bladet udkom onsdag i Paris, hvor forsiden karikerer pave Frans, den højrenationale politiker Marine Le Pen og den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy.

Derudover bliver skudattentatet i København behandlet med en artikel og en satiretegning, der viser en skudveksling, skriver tv2.dk.

- Vi forventer, at bladet kommer til salg i Danmark i næste uge, formentlig onsdag, siger Christian Lanng Nielsen.

Direktøren fortæller, at Bladkompagniet har forhørt sig med forhandlerne af bladet, og at interessen er kølnet noget efter januarudgaven.

- Vores holdning er, at vi ser strengt kommercielt på det. I det omfang, der er efterspørgsel efter produktet, henter vi det til Danmark.

- Og i det omfang, at efterspørgslen ikke er der, så fortsætter vi ikke. Det er helt afhængigt af, hvordan bladet bliver solgt rundt i landet, siger Christian Lanng Nielsen.

Næste udgave af magasinet kommer til salg i hele Danmark, hvor lidt flere end 50 kiosker vil sælge det, oplyser Christian Lanng Nielsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.