Danske kampfly slutter sig til offensiv mod Raqqa
Den seneste uge har stået på 12 overvågnings- og bombetogter for de danske kampfly i Irak og Syrien.
De danske kampfly har igen i sidste uge været på vingerne i kampen mod Islamisk Stat. Arkivfoto.
De danske kampfly har igen i sidste uge været på vingerne i kampen mod Islamisk Stat. Arkivfoto. Foto: Christian Als/Scanpix


De danske kampfly i Irak og Syrien har i den forgangne uge sluttet sig til offensiven mod Islamisk Stats hovedby i Syrien, Raqqa. Det oplyser Værnsfælles Forsvarskommando på Forsvarets hjemmeside.

- Kampflybidraget deltager fortsat i kampene om befrielsen af Mosul. Kampene om Raqqa er nu indledt, og også her deltager danske F-16-kampfly, står der på hjemmesiden.

Det blev til samlet set 12 missioner for de danske kampfly i regionen i sidste uge. Her har flyene både været ude at overvåge og udføre bombninger.

Målene for bombeangrebene har været bygninger og morterpositioner under Islamisk Stats kontrol.

Flyene har brugt 11 præcisionsbomber i ugens løb.

Opgaverne er foregået hovedsageligt i irakiske provinser, men der har som nævnt også være ture til Raqqa-provinsen i Syrien.

Med sidste uges missioner er det danske bidrag af kampfly til koalition mod Islamisk Stat oppe på at have fløjet 223 missioner i al sin tid i Syrien og Irak.

På de missioner har flyene brugt i alt 319 præcisionsbomber.

Ved Mosul i Irak, hvor de danske fly stadig er i aktion, forsøger kurdiske og irakiske sikkerhedsstyrker at nedkæmpe Islamisk Stat.

Kampene for at fjerne Islamisk Stat fra magten i Mosul begyndte for tre uger siden. I alt 100.000 soldater deltager på den irakisk-kurdiske side af kampene.

Indtil videre har de indtaget en række østlige bydele, men er blevet stoppet i deres fremrykning. Torsdag gjorde styrker klar til at indtage lufthavnen i den sydlige del af byen.

Ud over kampfly bidrager Danmark med blandt andet transportfly og en radar.

Transportflyene var sidste uge ramt af dårligt vejr. De fik dog flyttet 30 tons gods og 50 personer.

Radarbidraget er stationeret i De Forenede Arabiske Emirater. Det har i denne uge hjulpet med at få lufttanket fly på vej til og fra kampene i og omkring Mosul.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.