Danske kampfly kaster på ny bomber i Irak
Den militære indsats fra Danmark i Irak har bidraget til 11 operationer og har smidt fire bomber mod bygninger
Danske kampfly af typen F-16 har endnu engang bombet militære mål i kampen mod Islamisk Stat i Irak.
Danske kampfly af typen F-16 har endnu engang bombet militære mål i kampen mod Islamisk Stat i Irak. Foto: Mindaugas Kulbis/AP


Danmarks F-16-fly i Irak har i løbet af de seneste syv dage fløjet i 11 såkaldt offensive missioner. Samlet har de danske fly smidt bomber mod mål fire gange i særligt Salah ad Din og Al Anbar-provinserne.

Det oplyser forsvaret sent tirsdag aften i sin ugentlige mission update om den danske indsats i kampen mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Irak.

De danske bombemål har i den seneste uge været bygninger. Forsvaret oplyser ikke, om fjendtlige styrker blev dræbt under angrebene.

Flyene har yderligere fløjet i Close Air Support-missioner (CAS), hvor flyene er indsat direkte som luftstøtte til styrker på landjorden.

Når danskerne ikke deltager i de direkte bombardementer, patruljerer flyene over et bestemt område. F-16-missionerne fokuserer i de tilfælde på overvågning og indhentning af efterretninger.

Siden første mission 16. oktober 2014, har det danske bidrag i alt fløjet 284 missioner og kastet 217 bomber. Bomberne er præcisionsstyrede, hvilket vil sige, at de styres mod deres mål ved hjælp af enten laser eller GPS.

Det danske F-16-bidrag til den internationale koalitions bekæmpelse af IS består af syv fly, hvoraf tre er i såkaldt logistisk reserve. Derudover er cirka 90 mand udsendt på nuværende tidspunkt.

Ud over F-16 bidrager Danmark også med et 120 mand stort bidrag fra æren, som skal uddanne og vejlede de irakiske sikkerhedsstyrker i blandt andet skydning, førstehjælp, føring og stabsarbejde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.