Danske herrer får topseedning til håndbold-EM
Fredag trækkes der lod til herrernes håndbold-EM i januar, og her er Danmark seedet i øverste lag, oplyser EHF
Landstræner Gudmundur Gudmundsson. Danmark vandt EM-kvalifikationskampen ude over Litauen sikkert trods en ukoncentreret indsats. /ritzau/ (Lars Poulsen/POLFOTO/arkiv)
Landstræner Gudmundur Gudmundsson. Danmark vandt EM-kvalifikationskampen ude over Litauen sikkert trods en ukoncentreret indsats. /ritzau/ (Lars Poulsen/POLFOTO/arkiv) Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Danmark vandt suverænt sin EM-kvalifikationspulje med lutter sejre, og ganske som ventet har det europæiske håndboldforbund (EHF) sendt Mikkel Hansen og co. i øverste seedningslag til EM-lodtrækningen fredag.

Det oplyser EHF mandag på forbundets hjemmeside.

Her blev det også slået fast, at Danmark vil blive placeret i gruppe D ved EM i Polen. Det betyder, at danskerne skal spille gruppekampene i Gdansk.

Polen, Kroatien og Tyskland er forhåndsplaceret i henholdsvis gruppe A, B og C, og dermed kan Danmark ikke møde de nationer i puljen, ligesom Frankrig og Spanien, der er seedet i øverste lag sammen med Danmark og Kroatien, heller ikke kan blive puljemodstanderne.

Seedningslagene ser ud som følger:

Lag 1: Danmark, Frankrig, Spanien og Kroatien

Lag 2: Island, Polen, Sverige og Ungarn

Lag 3: Rusland, Makedonien, Tyskland og Hviderusland

Lag 4: Serbien, Norge, Slovenien og Montenegro

EM-slutrunden vil blive afviklet mellem 15. og 31. januar næste år i Polen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.