Nummer seks på verdensranglisten i badminton, kometen Viktor Axelsen, kom onsdag godt fra start i Super Series-turneringen Singapore Open.
I første runde slog han englænderen Rajiv Ouseph med cifrene 21-17, 21-15. Axelsen kontrollerede kampen fra start til slut, og efter 34 minutter var arbejdet gjort færdigt.
- Jeg har altid befundet mig godt her, og i dag havde jeg det drive og fokus, der skulle til for at slå Rajiv.
- Jeg fik mit angreb til at fungere godt, og jeg er glad for at komme i gang her i Singapore, siger Axelsen i en pressemeddelelse.
Hans-Kristian Vittinghus, der ligesom Axelsen er seedet til at nå kvartfinalerne, vandt også sin første kamp.
Vittinghus besejrede japaneren Takuma Ueda med 21-18, 22-20. Trods de forholdsvis lige cifre var danskeren ikke en eneste gang bagud i nogle af sættene.
Senere onsdag skal også den andenseedede Jan Ø. Jørgensen i aktion i turneringen.
I damesingle er Line Kjærsfeldt videre til anden runde efter sejr på 21-16, 21-14 over P. C. Thulasi fra Indien.
Endelig er den syvendeseedede herredouble med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding videre i to sæt. De slog Alan Yun Lung Chan og Chun Hei Reginald Lee fra Hongkong 21-17, 21-13.
/ritzau/