Danske fly kaster syv bomber mod IS
I løbet af den seneste uge har de danske F-16-fly smidt syv bomber i kampen mod Islamisk Stat.
Danske F-16 fly har i den sidste uge smidt syv bomber i Irak i kampen mod Islamisk Stat.
Danske F-16 fly har i den sidste uge smidt syv bomber i Irak i kampen mod Islamisk Stat. Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO


De danske kampfly har i løbet af den seneste uge fløjet 12 missioner over Irak og smidt syv bomber. Målet for bomberne har været fjendtlige styrker og bygninger, oplyser forsvaret i sin ugentlige mission update.

F-16-flyene har været indsat som en del af kampen mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat siden oktober 2014.

De danske fly har fløjet Close Air Support-missioner, hvor flyene er direkte indsat som støtte til styrkerne på landjorden. Det drejer sig både om patruljeringer og bombninger af mål.

På de missioner, hvor de danske kampfly ikke har anvendt våben, har de i stedet bidraget med overvågning og indhentning af efterretninger. Flyene er dog altid rustet til at kunne anvende våben, hvis behovet skulle opstå, oplyser forsvaret.

Missionerne er foregået i de irakiske provinser Salah al Din, Al Anbar og Ninawa.

De bomber, som de danske styrker anvender, er præcisionsstyrede, hvilket vil sige, at de styres mod deres mål ved hjælp af enten laser eller GPS.

Det danske F-16 bidrag til Operation Inherent Resolve består af syv fly, hvoraf tre af dem er i logistisk reserve, og op mod 140 mand. Lige nu er omkring 90 mand udsendt.

Ud over F-16 flyene bidrager Danmark også med 120 mænd fra hæren, der skal vejlede og uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker i blandt andet skydning, førstehjælp, føring og stabsarbejde.

Siden den første mission 16. oktober har de danske fly fløjet 328 missioner og smidt 271 bomber.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.