Danske fly fortsætter kampen om Mosul
For anden uge i træk har danske kampfly deltaget i offensiven mod Islamisk Stat i Mosul, oplyser Forsvaret.
En irakisk specialstyrke kravler ned i en tunnel, som er blevet brugt af militante fra Islamisk Stat.
En irakisk specialstyrke kravler ned i en tunnel, som er blevet brugt af militante fra Islamisk Stat. Foto: Zohra Bensemra/Reuters


Danske F-16-fly har igen i den seneste uge deltaget i bombeangreb i forbindelse med offensiven mod Islamisk Stat (IS) i Mosul i Irak. Det oplyser Forsvaret i sin ugentlige opdatering.

Samlet set har de danske fly fløjet 12 missioner i kampen mod Islamisk Stat i både Syrien og Irak den seneste uge. På de 12 missioner er der anvendt 10 præcisionsbomber.

Det er ikke specificeret, hvor mange gange danske fly har været i luften over Mosul.

Det er anden uge i træk, at de danske fly deltager i kampene omkring den ekstremistiske bevægelses højborg Mosul.

- Det går positivt fremad. Der er selvfølgelig både fremskridt og tilbageskridt, som der er i enhver militær konflikt, men det skrider hurtigere frem end forventet, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Han oplyser, at de danske bomber primært har ramt forsyningsdele og transport.

- Vores tanke er, at de danske F-16 skal være med, hvor der er brug for det. Og nu er der både et behov først og fremmest omkring Mosul, men også andre steder i Irak og Syrien.

- Hvis alliancen mener, at det er i Mosul, at vi kan gøre den bedste indsats for at bekæmpe Isil, så er det der, vi skal være, siger Kristian Jensen.

Før offensiven har danske styrker trænet irakiske sikkerhedsstyrker i at finde miner.

Såvel de irakiske styrker som kurdiske peshmergasoldater har fundet talrige miner og skjulte sprængladninger i de landsbyer, de har befriet omkring Mosul.

Mens den amerikanskledede koalition forsøger at bekæmpe IS i storbyen Mosul, er fundamentet for en offensiv mod den syriske IS-højborg Raqqa er ved at blive lagt.

Det oplyste USA's forsvarsminister, Ashton Carter, tirsdag efter et møde i Paris med 12 andre forsvarsministre fra de lande, der deltager i koalitionen mod Islamisk Stat.

Her deltog Peter Christensen også.

Ashton Carter pegede på, at målet er at "indkapsle" Islamisk Stat i Raqqa. Derefter skal bevægelsens kontrol i byen nedbrydes.

Ifølge Ashton Carter kan en indsats mod Raqqa meget vel komme til at overlappe offensiven i Mosul. Dermed indikerer han, at en kamp om Raqqa ikke nødvendigvis ligger langt ude i fremtiden.

Det er 11 dage siden, at Iraks militær i samarbejde med kurdiske peshmergastyrker indledte kampen om Mosul.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.