Danske F-16-fly smider første bomber i Irak
De danske F-16-fly har deltaget i 11 missioner i Irak, hvor der i flere tilfælde er kastet bomber.
Danske F-16-fly har bombet i Irak.
Danske F-16-fly har bombet i Irak. Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO


De danske F-16-fly har til og med mandag været på 11 missioner af offensiv karakter i Irak, hvor der er blevet kastet bomber på flere af missionerne. Det skriver forsvaret på sin hjemmeside.

De danske F-16-fly var første gang i aktion i Irak torsdag i sidste uge, men her blev der ikke kastet bomber.

Danmark deltager i missionen i Irak i en USA-ledet koalition, der har til formål at bekæmpe den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

- Missionerne, som Danmark har deltaget i, har været offensive operationer, og de danske fly har i forbindelse med nogle af missionerne anvendt bomber, skriver forsvaret.

Forsvaret kan på grund af "operationsmæssige hensyn" ikke give flere deltaljer om missionerne på nuværende tidspunkt, oplyser Flyverstabens presseenhed til Ritzau.

Under selve operationen i Irak har de danske fly hovedsæde i Kuwait, der grænser op til den sydlige del af Irak.

De syv danske F-16-fly, der er af typen Fighting Falcon, landede i Kuwait City for mere end to uger siden, men der gik alligevel 11 dage, inden flyene første gang var i luften, da blandt andet en række praktiske ting skulle falde på plads.

Ud over de syv fly deltager 140 mand i missionen.

Danmark har i første omgang forpligtet sig til at deltage i missionen i 12 måneder. Et bredt flertal i Folketinget besluttede torsdag den 2. oktober, at Danmark skulle være med til at bekæmpe Islamisk Stat.

Den militante gruppe Islamisk Stat er også til stede i Syrien, men her skal de danske fly ikke deltage i aktionen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.